Didde var imødekommende, da vi mødtes i en lejlighed i KBH. Vores samtale forekom mig som den naturligste ting i verden, fordi Didde var så blid, åben og ærlig. Hun fortalte som det første, om noget af det sværeste, som hun har oplevet. Så der var med det samme et fortroligt rum, som jeg kunne fornemme, at hun var vant til at skabe for andre.

Diddes hjertelige stemme var beroligende at lytte til. Undervejs i samtalen, sagde Didde flere ting, som ramte mig. En af dem var, at vi ofte falder i søvn. Vi glemmer vores kald. Det ramte noget i mig, fordi jeg har haft svært ved at mærke mit kald på det seneste. 

Det var spændende at høre om hendes liv. Didde havde en længsel efter et kontemplativt liv i mange år. Men hun og hendes mand valgte at leve et "almindeligt" liv i Danmark. Her fik de dog gjort sig bemærket med "Stilhedsrevolutionen", som jeg første gang hørte om som lærerstuderende. Det var inspirerende at nogen ville vise børn vejen til indre ro med mindfulness i folkeskolen. Nu hvor Didde har sin egen virksomhed, og guider bl.a. erhvervsfolk i at lede deres virksomhed ud fra et sjælsformål, er det som om, at hun trækker ældgammel visdom op ad en usynlig brønd for at dele ud til alle, som er tørstige. Og det er vi nok mange, der er. 

Tørstige efter at leve et meningsfuldt liv, hvor vi er hele os selv. Denne helhed er svær at sætte på formel, hvorfor poesien bliver et smukt formidlingsværktøj, så vi kan få det ind med ord, billeder og stemninger fremfor at regne det ud.

Jeg fik lyst til at høre mere efterfølgende. Nu sidder jeg heldigvis med en af Diddes bøger, som hun skrev med sin mand, Nikolaj Flor Rotne, "Fuglen i hånden - en vejviser til indre ro og handlekraft". Mange af os ved godt, hvor godt det kontemplative og meditative kan være, men vi har brug for at blive inspirerede til at holde fast i en praksis. Det er sådan en bog en god hjælp til for mig.